Om høflig tiltale

De sociale forskelle markeres tydeligere på spansk end på dansk. Først og fremmest ved at formen ’usted’ bruges meget mere, end vi bruger ’De’. I dag er det vel nærmest kun de royale, som bruger denne form i Danmark, men på spansk bruges ’usted’ helt ned i skolesystemet. Denne tiltalekultur er dog i opbrud, men ikke mere end at den enkelte underviser selv definerer tiltaleformen i undervisningen. I det offentlige rum mellem mennesker, som ikke kender hinanden, er det mest naturlige ’usted’. Det gælder særligt, hvis man taler med myndighedspersoner såsom politiet. Der er ikke nogen straf, hvis man som sprogbruger ikke kan finde ud af at bruge ’usted’, men man afslører netop, at man er sprogligt usikker. I nogle sammenhænge kan det være smart, i andre ønsker man måske at indgyde respekt, og det kan være svært, hvis man samtidig taler, som et barn ville tale. Når myndighedspersonerne bruger ’usted’, gør de det for at vise respekt for den anden. De gør det ikke for at markere en ligegyldighed med den anden. Tværtimod tager de et særligt og dannet hensyn til den, som de taler med.

Anvendelsen af ’usted’ indebærer at man bruger 3. person singularis af verbets form. Hvis man tiltaler flere, fx to politibetjente, bruger man ’ustedes’ og verbets skal bøjes i 3. person pluralis.

Høflig brug af konjunktiv og konditionalis i 1. person

I det offentlige rum udveksler vi ofte ønsker til hinanden. For at markere høfligheden udtrykkes disse ønsker i konjunktiv eller konditionalis.

uformel	indikativ	quiero un helado	jeg vil have en is
formel	konjunktiv	quisera un helado	jeg vil gerne have en is
	konditionalis	querría un helado	jeg ville gerne have en is

 

Vi bemærker, at vi på dansk kan bruge et af små adverbier (gerne) til at udtrykke det, som udtrykkes med skiftet i tid eller modus på spansk. Ordet ’gerne’ findes således ikke på spansk, men skal udtrykkes på andre måder.