Verber

Bøjningssystemet i indikativ Handling, tid og tempus Konjunktiv Om høflig tiltale Imperativ De infinitte former: infinitiv, participium og gerundium Verbalperifraser Passiv og 'at blive' Oversættelse af verber fra dansk

Verbernes egenskaber som ordklasse

Verberne udtrykker handlinger eller beskrivelser. I alle verber ligger der en idé om tid. De udtrykker forandringer eller tilstande som udfolder sig over tid. Derfor er tiden i alle europæiske sprog skrevet ind i verbet. Vi siger, at de bøjes i tempus, hvilket vil sige at verbet har en form, som svarer til en tid. Fx findes tempus præsens, som svarer til nutid. Imidlertid kan tempus bruges skævt, dvs. at vi bruger den om noget, som ikke foregår i nutiden. I dette afsnit skriver jeg om fænomenet verber, som findes altid, ikke bare nu, og jeg kan sig: ’I morgen tager jeg toget’ – hvilket vil foregå i en fremtid, men jeg bruger præsens.

Begyndere skal ikke filosofere dybt over de små overlap, som er mellem tid og tempus. De skal blot gå i krig med at lære sig de forskellige former af verberne – og antage at tempora bruges som på dansk, for det gør de næsten.

Læs om de hyppigste bøjninger her

For den viderekomne vil der være en præsentation, der tager udgangspunkt i tiderne, fordi det er sådan, vi anvender verberne. Hvilke muligheder har du, hvis du ønsker at sige noget i fremtid på spansk? Herunder vil jeg præsentere de forskellige tempora, som kan anvendes nutid, fortid og fremtid: Handling, tid og tempus

Finitte verber: personbøjning

På spansk skrives både tempus og subjektets person ind i verbet - og den form af verbet kalder vi generelt finit.

Det ser sådan ud:

du vinder	ganas	gan-a-s
du vandt	ganabas	gan-aba-s

Vi ser at endelsen s betyder 2. person singularis, altså 'du', mens morfemet (orddelen) a før fortæller, hvilken tid det er. Tidsmorfemet forandres mellem forskellige typer verber, mens personmorfemet er det samme for alle verber og alle tider (næsten).

Verberne bøjes i 6 personer: 3 i singularis (ental) og 3 i pluralis (flertal)

	præsens	stammen	tid	person
jeg vinder	gano	gan	o	(ingenting)
du vinder	ganas	gan	a	s
han/hun/den/det/De vinder	gana	gan	a	(ingenting)
vi vinder	ganamos	gan	a	mos
I vinder	ganáis	gan	a	is
de/De vinder	ganan	gan	a	n

Da verbet er tydeligt personbøjet, behøver man sjældent det personlige pronomen sammen med verbet. Som det ses i tabellen, er der et ord på spansk, hvor der er to på dansk (og de fleste andre europæiske sprog). Hovedreglen er, at det personlige subjektspronomen ikke anvendes på spansk.

Hvorfor findes der uregelmæssige verber?

Alle de naturlige sprog, som du kender, har uregelmæssige verber.

Dansk	at være	jeg er	jeg var	jeg har været
Engelsk	to be	I am	I was	I have been

Og sådan kunne vi fortsætte. Hvorfor har vi uregelmæssigheder? Vi kan ikke vide, hvordan de opstår, men vi ved, at for at et ord eller en vending kan vedligeholde sin særlige betydning, skal den bruges jævnligt, ellers kan vi ikke huske, at ordet er uregelmæssigt.

I de europæiske sprog kan vi se, at de uregelmæssige verber netop er ord, som bruges meget. Og de former af verberne, som er uregelmæssige, er de mest anvendte former.

Således har vi ’at være’ i præsens:

Vi kan se, at der er noget med ’so’, som ser ret regelmæssigt ud i flertal. I ental sker der noget mærkeligt med ’e’ plus en endelse.

Når vi ser samlet på de spanske verber, kan vi se at netop de personer, som vi bruger mest, er mest uregelmæssige. Det gælder 1. person og 3. person singularis. De former, som altid er regelmæssige, er 1. og 2. person pluralis. De er nemme at lære, men bruges altså sjældent!

Det kan synes uretfærdigt og urimeligt. En dårlig joke. Men på den anden side, giver de uregelmæssige verber en god liste over de vigtigste verber, som man skal kende.

De uregelmæssige verber er således de vigtigste verber, som findes på et givet sprog.

En del verber indgår i afledninger, fx tener som betyder "at have" med grundbetydningen "at holde". Tener indgår i sammenskrivninger som entretener eller mantener – som de fleste kender fra engelsk som entertain og maintain. Alle uregelmæssighederne ved tener ses også ved de afledte verber.

Modus: indikativ, konjunktiv eller imperativ

På dansk er vi ikke særligt bevidste om modus. Fx kan jeg sige:

jeg ønsker, at du skal gå

jeg ønsker, at du går

Begge sætninger er fint dansk, men på spansk skal man bruge

quiero que salgas

Hvor ’salir’ bøjes i konjunktiv præsens. Bøjningen svarer til ’du skal gå’, hvor både ’du’, ’skal’ og formen præsens er indeholdt i bøjningen salgas.

På dansk kan vi således bruge et modalverbum (skal). På spansk skal vi bruge konjunktiv, som er en modus af verbet. Vi siger, at verbet har 3 modi:

Bøjningssystemet i indikativ	den modus, vi normalt bruger på dansk	indikativ betyder, at vi peger på verden som den er
Konjunktiv	en modus, vi ikke længere bruger på dansk	konjunktiv betyder, at udtrykket er underlagt noget andet
Imperativ	bydeform, som vi bruger meget på dansk	imperativ betyder, at vi befaler som ’emperor’